Androids manglende “gCloud” og de mange alternativer

Share Button

Jeg er er ikke den store fan af Apples økosystem. Det erkender jeg gerne!

Det er ikke fordi, der er noget galt med iOS og Apples hardware – det har bare aldrig tiltalt mig ret meget.

Apple og iCloud

Men skal jeg nævne én ting, som Apple har brilleret med i iOS, er det deres iCloud-løsning – i hvert fald den del af iCloud, der tager automatisk backup af iOS-enheder.

iCloud kan nemlig bruges til at tage backup af fx en iPads systemindstillinger, oplysninger om alle apps samt alle indstillinger i disse apps. Når backup til iCloud er slået til, sker dette automatisk, når iPad’en er tilsluttet både strømforsyning og wi-fi. En backup kan dog også startes manuelt.

Hvis så den pågældende iPad bliver stjålet, lander i toilettet eller på anden vis bliver ukampdygtig, kan den pågældende backup uden større problemer indlæses på den nye iPad, der bliver købt til erstatning for den mistede. Det kan naturligvis også tænkes, at det er nødvendigt at nulstille iPad’en – fx hvis den har et overforbrug af strøm – hvorefter backup’en fra iCloud kan lægges ind efterfølgende.

Når iCloud-backup’en er lagt ind på den nye/gendannede iPad er den så godt som 100% identisk med forgængeren.

Google og ???

Det er så her, jeg savner noget tilsvarende på Android.

Hvis jeg havde 1 krone for hver gang, jeg har nulstillet en Android-enhed eller fået en ny Android-enhed, ville jeg mindst have…15-20 kr… Nå ja – det er da også en slags penge! 😉

Og hver eneste af de 15-20 gange har jeg været nødt til at gennemgå alle mine apps for at få gemt vigtige data. Derudover har jeg taget enten fotos eller skærmdumps (da det blev muligt) af alle startskærme incl. undermapper. En til tider noget triviel opgave – specielt når startskærmene skulle opsættes igen!

Og er der noget, der er stensikkert…så er det, at jeg glemmer et eller andet i processen. Heldigvis er det som regel ikke noget vigtigt – men alligevel… 🙁

Og på trods af indstillingen “Backup af mine data”, der findes på alle Android-enheder, har jeg endnu ikke oplevet, at data i en app er blevet kopieret fra én enhed til en anden.

Skærmdump fra indstillinger på LG G2: Backup & nulstilling

De bedste erfaringer har jeg haft med nogle af mine HTC-smartphones, der automatisk har installeret tidligere downloadede programmer, hvis jeg har været nødt til at nulstille og “starte forfra”. Men det har kun været download af programmet – ingen indstillinger er kommet med.

Alternativer i Android?

Så hvad gør vi Android-brugere for at sikre alle vores data i det daglige – og gøre det så let som muligt at “flytte ind” i en ny enhed?

Personligt bruger jeg så vidt muligt apps, der har tilknyttet skytjenester – og som i tilgift kan benyttes på tværs af enheder.

Alternativt bruger jeg apps, der har en automatisk backup-funktion til Dropbox eller Google Drev.

Og hvis ingen af de to ovennævnte kriterier er opfyldt, skal app’en som minimum have mulighed for at gemme alle indstillinger i en fil, som jeg manuelt kan uploade til Dropbox, hvorfra jeg kan hente den igen på den nye/gendannede enhed.

Har du lyst til at gøre en ekstra indsats for at sikre dine data og gøre det lettere at flytte til en ny enhed, kan du måske få inspiration til nye apps i følgende lister (klik/tryk på app’ens navn for at gå direkte til Google Play):

Apps tilknyttet skytjenester

  • Any.do – Håndtering af dine to-do-lister med synkronisering mellem flere Android-enheder samt Google Chrome-plugin, så du også kan bruge den på din PC/Mac
  • Chrome – Googles egen browser, hvor genveje, indstillinger mv. bliver synkroniseret på tværs af alle enheder – også på PC/Mac
  • Endomondo – Fitness-tracker med egen skytjeneste, hvor alle træningspas og indstillinger er gemt
  • My Tracks – Googles egen GPS-tracker med automatisk eksport til Google Drev
  • OurGroceries – Håndtering af indkøbslister med mulighed for synkronisering af lister på tværs af enheder og brugere (du kan fx dele indkøbslister med resten af familien)
  • Pocket – Husker på ting fra nettet, som du skal læse på et senere tidspunkt – kan bl.a. bruges på Android-enheder og på PC’er
  • Springpad – Note-app med tilhørende skytjeneste og mulighed for synkronisering mellem flere Android-enheder og PC’er (i browser)
  • SwiftKey – Tastatur-app der gemmer din skrivestil til synkronisering mellem flere Android-enheder (kræver PRO-udgaven efter en måneds prøvetid)

Apps med automatisk backup til Dropbox m.fl.

  • Document Scanner – Scanning af dokumenter til arkivering med integration til Dropbox, Google Drev, Evernote, SkyDrive og mange flere – dog kun i PRO-udgaven (jeg bruger det fx til at gemme kvitteringer i Dropbox)
  • Fuelio – Til registrering af brændstoføkonomi/kørselsudgifter (integration til Dropbox og Google Drev – dog kun i PRO-udgaven)
  • SMS Backup & Restore – Automatisk backup af alle SMS-beskeder (integration til Dropbox og Google Drev)

Apps med mulighed for at gemme indstillinger

  • AquaMail – Email-app med mange indstillingsmuligheder, der heldigvis kan eksporteres til en fil, der fx kan uploades til Dropbox (læs i øvrigt min anmeldelse af AquaMail)
  • ES File Explorer – Super filhåndteringsprogram med mulighed for eksport af indstillinger til en fil, der fx kan uploades til Dropbox (har i øvrigt integration til Dropbox, Google Drev m.m., så du kan bruge ES til at flytte rundt på filer mellem din enhed og skytjenesterne)
  • Libra –  Registrering af vægt(tab?) med mulighed for at eksportere databasen til en kommasepareret fil (du kan også hente data fra Withings, hvis du har en brugerkonto der – du kan dog ikke gemme data fra Libra til Withings)
  • OI Safe – Sikker arkivering af adgangskoder med mulighed for at eksportere alle adgangskoder til en krypteret fil, der fx kan uploades til Dropbox

Rootede enheder

Har du en Android-enhed, som du har rootet, har du mulighed for at benytte app’en Titanium Backup, der kan tage backup af alle dine systemindstillinger samt apps og deres indstillinger. Du bør dog kun gendanne systemindstillinger til samme enhed, som backup’en er taget på.

App’en fungerer kun på såkaldt rootede enheder. En rootet enhed er blevet låst op, så de beskyttede dele af det underliggende operativsystem kan tilgås.

Er du nysgerrig efter at vide mere om rootede enheder, kan jeg anbefale hjemmesiden XDA Developers.

Opsamling

Android mangler efter min mening seriøst et alternativ til Apples iCloud – specifikt til backup/sikkerhedskopiering af indhold på dine enheder.

Meget af det kan klares med forskellige alternativer, men flere af dem – og det faktum at de er så forskellige – gør det unødigt besværligt for brugeren at sikre sine data.

Så Google: Kom ind i kampen og få lavet et ordentligt værktøj til os – og gerne endnu bedre end iCloud. Vi venter på “gCloud”!

Share Button