Nexus 5 på coke – eller var det speed?

Share Button
Quadrant-score for Nexus 5
Quadrant-score for Nexus 5

Det er jo et af de helt store spørgsmål, der bliver stillet hver gang en ny topmobil ser dagens lys: Hvor hurtig er den?

Så…hvor hurtig er Nexus 5?

Og her vil jeg ikke kede dig alt for meget med gennemgang af specifikationer og benchmark-tests. Ikke at de er uinteressante – men der er jo (heldigvis) så mange andre, der fokuserer på disse ting.

I stedet vil jeg sætte fokus på oplevelsen, da det jo er den, du kommer til at mærke hver evig eneste dag, hvis du slår til og køber en Nexus 5.

Og min oplevelse er, at den er rigtigt hurtig! Dog ikke til benchmark-tests – heldigvis!

Alligevel lidt om benchmark-tests (beklager)

Og ja – jeg mener faktisk heldigvis! For mine erfaringer har ofte været, at de hurtigste mobiler i daglig brug, har været dem, der har klaret sig dårligst i benchmark-tests.

Nexus 5 deler næsten hardware med LG G2, som jeg tidligere har testet. Så de burde vel score nogenlunde lige meget i en test. Men når jeg kører en test i benchmark-app’en Quadrant er resultatet meget interessant. Da jeg testede G2 fik den en score på lige under 20.000 point. En i øvrigt fuldstændig vild score i forhold til hvad jeg tidligere har haft i hænderne.

Så som udgangspunkt burde Nexus 5 vel give samme score, ikke? Nix – min bedste Quadrant-score med Nexus 5 ligger lige omkring 9.000 point. Altså lige under halvdelen af LG G2.

Om det så hænger sammen med, at nogle producenter fifler med softwaren i mobilerne, så de bliver bedre til benchmark, skal jeg lade være usagt. Men LG har i hvert fald haft en mulighed på G2, som de ikke har på Nexus 5, da Google styrer softwaren på denne med hård hånd.

Den virkelige verden

Ét er benchmarks – noget andet er oplevelsen i den virkelige verden. Og her er tingene helt anderledes.

Her løber Nexus 5 fra G2 til enhver tid. Jeg oplever en mobil, der er langt mere flydende i daglig brug. Jeg har praktisk taget ikke oplevet nogen form for “hakken” (lag) i Nexus 5 – noget, der har været dagligdag med G2 (selvom den også er en hurtig mobil).

Øjeblikkelig tænding

Desuden er det min første Android-mobil, der tænder skærmen i selvsamme øjeblik, jeg trykker på power-knappen.

Her har jeg både med fx HTC One X og LG G2 oplevet, at der kan gå alt fra et halvt sekund til flere sekunder, før skærmen tænder.

Det virker måske som en lille ting, men for mig er det altså et irritationsmoment, når ventetiden bliver for “lang”.

Klister-fingre

Nexus 5 er også den første telefon, hvor jeg har oplevet lige så god forbindelse mellem finger og skærm, som du får på Apples iOS-enheder – altså blandt andet iPhone og iPad.

Når der scrolles og swipes følger indholdet på skærmen bare med fingeren, som var det limet til de små, tykke pølser. Det er super dejligt.

Hurtig søgning

Måske det siger mere om “Google Søgning” (app’en) på KitKat, men den flyver bare afsted på Nexus 5.

Her har jeg oplevet, at specielt LG G2 har været ekstremt længe om at komme med forslag – både mens jeg skriver søgeord, men også efter jeg har trykket søg. Vi taler op mod 10 sekunder, som jo er en evighed på en moderne mobil.

Her er der ingen tøven på Nexus 5. Søgeresultater kommer susende hurtigere end på nogen anden mobil, jeg har haft i hænderne.

Chrome på speed

Det er ingen hemmelighed, at Googles egen browser, Chrome, på mange Android-enheder har været lige så sløv, som den har været hurtig på PC-platformen.

Men på Nexus 5 hænger Chrome absolut ikke i nødbremsen!

Nærmest alt i Chrome på Nexus 5 kører fuldstændig flydende.

Åbning af et utal af faner, giver ikke anledning til åndedrætsbesvær, ligesom hurtig zoom ind og ud kører helt flydende.

Indlæsning af sider går mindst lige så hurtigt som på min stationære PC, der er af nyere dato.

Chrome på Nexus 5 er ganske enkelt en fornøjelse at arbejde med.

Konklusion

Nexus 5 er hurtig!

Det er ganske enkelt den hurtigste Android-mobil, jeg nogensinde har haft i hænderne.

Så baseret på hastighed alene, får Nexus 5 mine varmeste anbefalinger.

Men hastighed er jo ikke alt. Og der er måske andre steder, hvor Nexus 5 ikke imponerer lige så meget?

Mere om dette i mine kommende indlæg om Nexus 5… 😉

Share Button