Nexus 5-batteriforbrug til dumpekarakter

Share Button

2013-12-13_batteri-dumpet

Jeg har trukket dette uundgåelige indlæg lidt længe efterhånden.

Og med god grund – for her godt 2 uger efter jeg fik min Nexus 5, har jeg stadig ikke et overblik over dens batteriforbrug.

Den ene dag kan den være rimeligt økonomisk med batteriet – hvilket vil sige ca. 2 procentpoint pr. time, når den blot ligger på standby med det mest almindelige synkronisering slået til (mail, Facebook, Twitter osv.). Den anden dag kan forbruget være ca. det tredobbelte – altså omkring 6 tårefremkaldende procentpoint pr. time i standby.

I begge ovenstående scenarier med wifi og bluetooth slået til, men ikke forbundet. Desuden er Google Now og alt hvad der hedder placeringsadgang og -historik slået fra!

Hvorfor forbruget nogle dage (på forskellige tidspunkter) ryger i vejret, har jeg endnu ikke fundet ud af – selvom jeg efterhånden føler, at jeg har prøvet nærmest alt!

Overforbrug kan standses med genstart

De sidste par uger, når jeg er mødt på arbejde, stiger forbruget uden varsel. Det passer med, at det er sådan cirka, når den går over på mobilnetværk i stedet for wifi.

Og jeg skal hilse at sige, at mobilnetværket på min arbejdsplads ikke fejler noget. Vi har nærmeste antenne siddende på taget af nabobygningen!

Som det kan ses af billederne i det følgende galleri, kan den pludselige stigning i batteriforbrug standses med en genstart af mobilen (den lodrette streg på kurven). Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være nødvendigt… 🙁

Det er i øvrigt “Android OS”, der forhindrer Nexus 5 i at “falde i søvn”. I det konkrete tilfælde har “Android OS” holdt Nexus 5 i live i 3 timer og 45 minutter ud af i alt 6 timer og 15 minutter på batteri. Skærmtid sølle 17 minutter.

Efter en genstart af telefonen – eller hvis jeg slår wifi til (og forbinder til et trådløst netværk) og derefter slår wifi fra igen – falder forbruget oftest tilbage til det “normale”.

Det gør i øvrigt ingen forskel, om jeg sætter mobilnetværket til 4G eller 3G – samme dårlige resultat. Jeg har desuden Telmore, så der er alligevel ingen 4G pt.

Med mobilnetværk slået helt fra, flader kurven dog ud. Men hvor brugbart er det lige?

I den forgangne weekend oplevede jeg til gengæld en hel dag med stabil (og flad) “batterikurve” – måske fordi jeg ikke dristede mig til at forlade hjemmets trygge wifi-havn… 😉

Fortabt uden genstart

I dag prøvede jeg så at køre en hel dag uden at lave den famøse genstart.

Ikke nogen større succes. Jeg kunne kun lige præcis holde Nexus 5 kørende indtil sengetid – med meget begrænset brug af den!

Som det kan ses i galleriet herunder, har “Android OS” holdt Nexus 5 vågen i godt 11 timer ud af de knap 16 timer, som batteriet med nød og næppe holdt. Med skærmen tændt i kun knap 1,5 time.

Overskriften siger det hele: DUMPET! Det er ganske enkelt rystende ringe… 🙁

Konklusion

Sammenlignet med LG G2 er batteriforbruget på Nexus 5 på ingen måde imponerende – tværtimod. Selvfølgelig har G2’s batteri 30% større kapacitet (2.300 kontra 3.000 mAh), men standby-tiden på G2 er til gengæld for det meste langt over det dobbelte af Nexus 5 – og nogen gange det 5-dobbelte!

De dage, hvor jeg har haft G2 med på arbejde uden at have den tændt ret meget, er jeg kommet hjem med 90% batteri tilbage. Med Nexus 5 har batteriet i bedste fald 60-70% tilbage – og i værste fald omkring 40%… 🙁

På nuværende tidspunkt er det derfor et spørgsmål om tid, før jeg smider Nexus 5 i skuffen for at gå tilbage til LG G2.

Jeg håber selvfølgelig stadig at jeg finder en løsning på batteri-problemerne med Nexus 5.

Så når jeg om ikke så længe er tilbage til G2 som min primære mobil, vil jeg prøve med en nulstilling af Nexus 5 for at se, om jeg kan komme ned på et mere almindeligt batteriforbrug.

Men for nuværende er Nexus 5’s batteriforbrug desværre dumpet! 🙁

Share Button