Førstehåndsindtryk af LG G Flex

Share Button

Tydeligt at den buer

I dag var den store dag. Jeg var som nævnt i mit seneste indlæg inviteret til presselancering af LG G Flex – den buede og selvhelende mobil.

Stort opbud

Arrangementet foregik som med lanceringen af Nexus 5 hos Hill+Knowlton i København. Men hvor Nexus 5 arrangementet var et “lille sluttet selskab” på 12-15 personer (+ værter), var der denne gang omkring 30 af de inviterede, der dukkede op. Måske en indikation af, at produktet denne gang skiller sig lidt mere ud fra “mainstream-mobilerne”, end det var tilfældet med Nexus 5.

Udover værterne fra Hill+Knowlton var 4 LG-medarbejdere mødt op for at tage imod og svare på spørgsmål.

Og så var der heldigvis både sandwiches og flødeboller – sidstnævnte de gode fra Summerbird… 😀

Præsentation

Morten Aagaard (salgschef for LG Mobile i Danmark) præsenterede de fremmødte for lidt fremtidsperspektiver, inden vi skulle savle over LG G Flex.

I hovedtræk:

  • Vi kan forvente, at LG i 2014 præsenterer nye, spændende produkter, der skiller sig ud
  • I de kommende år vil vi sandsynligvis komme til at se (mere) bøjelige skærme, der måske endda kan foldes helt sammen
  • Trenden går mod større mobiltelefoner – hvis vi skal regne med at følge udviklingen i Asien, hvor en 6″ mobil ikke er et særsyn

G Flex-præsentation

Efter fremtidsperspektiverne fortalte Morten Aagaard lystigt om G Flex’ dyder:

  • Lanceringsdato i de danske butikker: 14. februar 2014
  • Vejledende udsalgspris: 5.999 kroner (men kan allerede forudbestilles ca. 500 kroner billigere) – sælges hos Telia, Telmore, Telenor, 3, Elgiganten, Call Me, Bilka(.dk), Expert og Proshop
  • Leveres med Android 4.4.2 4.2.2, men bliver opdateret (det lød som en garanti)
  • G Flex’ selvhelende bagcover er “modstandsdygtigt” overfor ridser – der gives ingen garanti for, at der ikke opstår ridser
  • Der gives heller ingen garanti for, at skærmen ikke flækker, hvis mobilen “mases flad” mod et bord (men det blev gjort mange gange under presselanceringen uden problemer)

Se LG G Flex’ specifikationer her.

Mit førstehåndsindtryk

Det var indtil videre blot de tørre facts om LG G Flex og presselanceringen.

Så hvordan var G Flex i virkeligheden? Hvor er jeg glad for, at jeg stiller det spørgsmål… 😉

Stor, større, størst

Først og fremmest er G Flex STOR – rigtigt stor.

Så glem alt om enhåndsbetjening medmindre du har ægte landmandshænder på størrelse med en vendeplov.

Der er altså rigtigt mange tommer skærm at vikle sine hænder rundt om. Og her hører mine ikke til de største. Bevares – jeg kan tage en oktav på klaveret – men så er rækkevidden heller ikke til meget mere. Så i mine hænder bliver det til 2-håndsbetjening i de fleste brugsscenarier.

Den store skærm gør det så til gengæld reelt muligt at køre med 2 apps side om side. Og lige præcis den funktion er implementeret på G Flex. Om det virker med alle apps må komme an på en prøve, når jeg får min G Flex med posten (forhåbentlig snart!).

På spørgsmålet om, hvorfor skærmen “kun” er HD (1280×720) og ikke fuld HD var der ikke noget helt klart svar. Så enten er den bøjelige OLED-skærm ikke klar til fuld HD eller også gemmer LG på godterne til G Flex 2, så der er en grund til at opgradere…you tell me! 😉

Kvalitetsfornemmelse

Umiddelbart havde jeg ikke noget at udsætte på kvalitetsfornemmelsen af G Flex, herunder samlekvaliteten.

Det virkede som om alt sad, hvor det skulle.

Men når jeg modtager mit eget eksemplar, vil jeg underkaste den en grundigere inspektion, så jeg kan kaste dom over kvaliteten på G Flex.

Ergonomi

Selvom det er en stor telefon, ligger den godt i hånden.

Jeg har dog svært ved noget så simpelt som at trykke på “tilbage-knappen”, når den er placeret længst til venstre og jeg holder telefonen i højre hånd. Men her er der mulighed for at bytte om på knapperne (soft-buttons), så du kan flytte de “knapper”, du bruger mest, tættere på din tommelfinger.

Med tilfredshed kunne jeg notere mig, at LG denne gang har gjort det lettere at finde volumenknapperne. De har nemlig fået en lille forhøjning midt på begge to. Så hvor de var svære at finde på G2, virker det til at være lettere på G Flex.

Jeg var i øvrigt meget overrasket over, at jeg kunne smutte G Flex ned i lommen på mine halvstramme jeans uden problemer. Og jeg kunne uden problemer sætte mig ned – uden at beskadige hverken bukser eller G Flex. Her havde jeg faktisk ventet, at det var en umulighed. 😯

Flex

Jeg må jo hellere nævne det…

Ja – G Flex kan flexe – så den er helt klar til en tur i motionscentret. 😉

Som du kan se i galleriet nedenfor, kunne jeg mase G Flex helt flad, når den lå på “maven” i vindueskarmen hos Hill+Knowlton.

Og den sprang lige så fint tilbage i sin buede form igen – ingen problemer.

Den videre test af G Flex

Indenfor en (u)overskuelig fremtid skulle jeg gerne få mit eget eksemplar af LG G Flex.

Så følg med her på bloggen, når jeg forhåbentlig snart kaster mig ud i at teste den på kryds og tværs – jeg glæder mig! 😀

Galleri

Share Button