LG G Flex i den virkelige verden

Share Button

"Fladt" på maven

Jeg har nu haft LG G Flex i præcis 2 uger, siden jeg fik den (lidt forsinket) tilsendt fra LG.

Det har været 2 uger, hvor jeg har prøvet at greje den store klods, som G Flex ubestrideligt er. Og 2 uger hvor jeg har forsøgt at finde den helt rigtige indgangsvinkel til min test af den.

Dette blogindlæg bliver starten på en række indlæg om G Flex, som jeg vil forsøge at dreje i en lidt anden retning, end hvad der normalt bliver skrevet om G Flex – og andre smartphones for den sags skyld.

Men først et par (for mig usædvanligt korte) indledende betragtninger, inden jeg kommer nærmere ind på, hvad jeg vil prøve at gøre anderledes denne gang…


Retail mode

Jeg fik G Flex leveret i “retail mode”. Det betød, at en promotion-video startede på den hver gang den havde ligget urørt i ca. 20 sekunder. Og i den forbindelse blev lysstyrken øget til 100%.

På ingen måde holdbart i længden – men en nulstilling til fabriksindstillinger løste heldigvis det problem (tak til Google for altid skarpe søgeresultater!).

Jeg går ud fra, at vi ambassadører har fået en speciel udgave af G Flex – for det vil være en bet uden lige, hvis “almindelige forbrugere” får tilsendt en G Flex i retail mode.

Lyninstallation

Efter jeg havde fået min G Flex nulstillet, skulle jeg i gang med at “flytte ind”.

Her var min oplevelse, at G Flex var endog rigtigt hurtig til at afvikle programinstallation fra Google Play.

Hvor jeg med tidligere mobiler har oplevet en vis “køopbygning” under installationen, fulgte G Flex ufortrødent med. På intet tidspunkt kunne jeg vælge programmer så hurtigt, at G Flex ikke kunne følge med.

Og nej – det er ikke fordi, jeg er blevet langsommere på mine “gamle dage”… 😉

Grynet skærm

Da jeg var til presselancering af G Flex lagde jeg ikke specielt mærke til fænomenet med den grynede skærm.

Men det har jeg godt nok gjort efterfølgende. Så meget, at jeg kommer til at skrive et helt blogindlæg blot om G Flex’ skærm.

Og ja – du gættede rigtigt – det bliver ikke mit mest positive indlæg til dato… 🙁

I den virkelige verden…

Og så til det, som dette indlæg handler om – hvad jeg vil prøve at gøre anderledes i testen af G Flex.

For hvad kan jeg egentlig sige om G Flex, som flere hundrede bloggere ikke allerede har skrevet – på dansk, engelsk, arabisk, urdu, tysk, fransk osv. (du har nok fanget pointen)?

Hvis jeg prøver at holde mig til den sædvanlige test-stil, som anvendes på mange blogs (inklusive min egen), er det nok ikke så frygteligt meget.

“3V” kontra superspecs
Derfor vil jeg prøve at lægge min egen, personlige “virkelige-verden-vinkel” (3V) på alt, hvad jeg skriver om G Flex.

I den forbindelse vil jeg forsøge at holde mig “for god til” at falde i svime over en buet skærm, en eller anden “fantastisk” og helt igennem uundværlig unødvendig softwarefeature (som naturligvis er den første af sin slags i verden) osv.

I stedet vil jeg fokusere på det, som det virkelig handler om for mig – hvordan G Flex er som min daglige smartphone.

Af de klassiske “test-dyder” vil jeg dog ikke undlade at skrive om skærmens kvalitet, batteriets holdbarhed og størrelsen på “bæstet”. Disse emner kommer jeg ganske enkelt ikke udenom – men selvfølgelig stadig med min egen “3V” på.

Go fish!
Så er du ude efter noget af det følgende, må jeg henvise dig til at søge på Google:

  • Gennemgang af specifikationer
  • Videoklip af en G Flex, der bliver mast flad eller skudt med riffel af en “american psycho”
  • Unboxing – hvor det højst overraskende viser sig, at der er en telefon i kassen! 😉
  • Videoklip af en Ninja, der ridser bagsiden af G Flex med kastestjerner og sværd, hvilket lige så overraskende resulterer i, at ridserne ikke heles bagefter
  • Gennemgang af alle indbyggede apps og funktioner i G Flex

Misforstå mig nu ikke. Der er intet galt i at skrive indlæg om alle ovenstående emner. Der er bare så mange andre, der allerede har gjort det, at jeg hellere vil skrive om noget andet – på en anden måde.

Fx har min gode LG-ambassadør-kollega Mathias lavet en glimrende unboxing-video med efterfølgende gennemgang af menuer og funktioner i G Flex.

Kapitel for kapitel…
Jeg tænker, at jeg vil tage disse indlæg om G Flex lidt i etaper. Måske et par “kapitler” om ugen (eller noget i den stil). Men lad os nu se, om jeg kan holde den kadence… 🙂

Første kapitel kommer til at handle om størrelsen på G Flex – og det kommer snarest!

Share Button