G Flex kapitel 2 – “Skærm med støj og slør”

Share Button

ISO-støj på G Flex

At skærmen på G Flex er et kapitel for sig er hermed bevist… 😉

Det bliver dog desværre ikke det mest opløftende kapitel i sagaen om G Flex. Skærmen har nemlig nogle meget væsentlige områder, hvor den i mine kritiske hænder og øjne falder helt igennem.

Og der stod helt igennem!

Hurra for den krumme?

De fleste vil allerede nu vide om G Flex’ skærm, at den buer.

Og det er desværre noget af det mest positive, der er at sige om skærmen. Udover at den er på 6 tommer.

De første par dage tænkte jeg over, at den krumme skærm gav en anderledes oplevelse af at blive “suget ind” i skærmen. Fx ved scrolling i menuer eller på en hjemmeside, føltes det, som om skærmbilledet fortsatte rundt om mig.

Det kan være svært at forklare, men det giver altså en anden oplevelse at kigge på en buet skærm.

Her efter 3 ugers brug tænker jeg dog ikke længere over fornemmelsen af den buede skærm – det er nok blevet en vane. Men jeg tænker dog heller ikke over det, når jeg øjeblikket efter bruger en tablet med helt flad skærm – så jeg er ikke helt sikker på, om den buede skærm for mig blot er en gimmick, eller om der er “noget om snakken”.

At skærmen er på 6 tommer vil være et plus for nogen, men som jeg tidligere har skrevet om, bliver det for stort til mig og mine “gennemsnitlige” hænder.

Opløsning, skarphed og farver

G Flex nøjes med den “almindelige” HD-opløsning på 1280×720 punkter.

Umiddelbart en smule skuffende, når mange af de nyeste topmobiler har full HD skærme (1920×1080 punkter).

I praksis er det nok ikke et problem for de fleste. Tekst og billeder står for det meste skarpt nok. Kun hvis teksten bliver meget lille, kan det være svært at læse den.

Men da mine øjne stadig kan læse selv meget små bogstaver, er det faktisk lidt af en mangel for mig, at en skærm på 6 tommer “kun” har HD-løsning.

“ISO-støj” på skærmen

Et at de helt store problemer med skærmen på G Flex er, at der ligesom ligger en “film” lige under glasset, som gør alt på skærmen “grynet” at se på. Og “filmen” bliver på samme position, selvom du fx scroller på skærmen.

I mine øjne ligner det lidt den type støj, der kommer på et foto, når kameraet øger følsomheden på chippen for at fange mere lys – også kaldet “ISO-støj”.

I en anmeldelse jeg læste på nettet, havde anmelderen flere gange undersøgt, om han mon havde glemt at fjerne et ekstra lag plastik fra skærmen. Og det kan jeg nikke genkendende til – jeg havde præcis den samme tanke, lige da jeg havde taget G Flex i brug. Men der er desværre ikke en ekstra plastikfilm, der blot kan fjernes – skærmen ER bare så dårlig… 🙁

“Filmeffekten” forsvinder noget, hvis du kører baggrundsbelysningen op på 100%, men det kan dog ikke anbefales. Hverken for dit batteri eller dine øjne.

Jeg har prøvet at ligge i et halvmørkt soveværelse og se et afsnit af Top Gear med skærmen på 100%… Det er ikke en særligt fed oplevelse – næsten som at stirre direkte på solen. Og det vil være synd at sige, at det bliver bedre, når baggrundsbelysningen sættes ned til fx 50%. Mine øjne kan aldrig helt se igennem fingre med det grynede fra førnævnte “film” på skærmen.

Da jeg lige havde modtaget G Flex, skrev jeg faktisk til LG’s support for at spørge, om det virkelig kunne være rigtigt – eller om jeg havde fået en “mandagsmodel”. Jeg har dog aldrig fået svar på min forespørgsel – og efter lidt søgen på nettet, kunne jeg da også konstatere, at det er en kendt fejl/feature.

På en smartphone, der har en buet 6 tommer skærm som vigtigste trækplaster, skal skærmen bare være topskarp og klar – og det er skærmen på G Flex absolut ikke!

Jeg har forsøgt at vise problemet i det følgende videoklip, men da det ofte er svært at filme en skærm, er resultatet desværre middelmådigt. Det er dog muligt at se, hvad jeg mener.

Det slører stadig

Problemerne med støj/”film” er desværre ikke det eneste, der plager skærmen på G Flex.

Skærmen har nemlig også problemer med skygger – eller rettere slør – når der er aktivitet på den.

I værste fald – når der skiftes fra noget lyst til noget mørkt på skærmen – går der 5-10 sekunder, før det foregående skærmbillede er “tonet væk”.

Det ligner til forveksling de første LCD-skærme, der kom på markedet, hvor musemarkøren trak en fin, lang hale efter sig, når den blev bevæget rundt på skærmen.

Det minder også lidt om den form for “burn-in” (fastbrændte pixels), der kan ses på plasma-skærme efter en rum tid med et statisk skærmbillede.

I praksis er det sikkert til at leve med for mange. Men så er jeg desværre ikke én af “mange”.

Jeg bliver lige irriteret hver gang, jeg fx lukker tastaturet, og der så går op til 10 sekunder, før de sidste skygger af det er væk.

Og mindst lige så irriteret bliver jeg også, når jeg swiper på et skærmbillede og stadig kan se det, jeg har forsøgt at swipe væk.

Jeg har for sammenligningens skyld prøvet det samme på min LG G2. Og her er der intet spor af slør, når der er bevægelse på skærmen.

I det følgende videoklip fremgår det (forhåbentlig) tydeligt, hvad jeg mener. Videoen er gengivet i realtid – ingen klip eller slow-motion her.

Når jeg i Pebble-app’en swiper mod højre, ses det helt tydeligt, at fx klokkeslættet “23:11” bliver hængende i skærmbilledet 6-7 sekunder efter, det skulle have været helt væk. Til sidst i videoklippet ses det også, hvordan den langsomme swipe-bevægelse trækker “fine slørhaler” efter sig.

Skærm til prisen?

Efter min mening er det her seriøst en ommer, LG!

Vi har at gøre med en high end Android-smartphone med en vejledende udsalgspris på 5.999 kroner, som lider af nogen af de værste skærm-børnesygdomme, jeg kan komme i tanker om.

Ja – det er da smart og “innovativt”, at skærmen buer nok så fint, men hvad hjælper det, når den pågældende skærm er for ringe til at sidde på en 1.000 kroners budgetmobil?

Jeg er bare glad for, at jeg ikke har brugt 5-6.000 af mine egne surt opsparede penge på et købe en G Flex – så ville jeg godt nok have været (endnu mere) skuffet.

Næste kapitel

I næste afsnit af min “virkelige-verden-vinkel” test af LG G Flex har jeg planlagt at sige (nogle få?) bevingede ord om batteriet.

Share Button