Julefrokost for LG-ambassadører

Share Button

Julefrokost2014_01

Undertitlen til dette indlæg kunne passende være: “Det er hårdt at være LG-ambassadør” 😉

Torsdag d. 11. december blev jeg sammen med LG’s øvrige nordiske ambassadører inviteret med til ”årets LG-julefrokost”.

Arrangementet skulle starte på LG’s kontor lidt nord for Stockholm og derefter fortsætte med spisning og underholdning senere.

“Det er hårdt at være LG-ambassadør”

Vi var 3 danske ambassadører, der havde takket ja til tilbuddet – og vi fulgtes i flyet og efterfølgende i taxa til LG’s kontor. Her mødtes vi med 3 norske ambassadører og snakkede om – sjovt nok – mobiltelefoner, tablets og smartwatches, indtil det officielle program gik i gang.

Da vi gik i gang var vi 3 fra Danmark, 3 fra Norge, 7 fra Sverige og 1 enkelt helt grøn ambassadør fra Finland.

Læs videre for at få et indblik i, hvor hårdt det egentlig er at være ambassadør for LG…

Programmet for dagen bød på præsentation/introduktion, visning af LG’s forskellige produkter, en tur i shoppingcenter og afslutningsvis spisning og bowling.

Kig tilbage på 2014

LG startede med en oversigt over, hvilke produkter vi ambassadører har testet for LG i år. Det drejede sig om G Flex, G3 og G Watch.

Meldingen fra LG er, at de i den seneste tid har haft hardware mindst på linje med de store, men at der har været nogle software-udfordringer (her kunne de ambassadører, der har været med helt fra starten, erklære sig enige).

Men de software-udfordringer LG tidligere har haft, er for størstedelens vedkommende blevet løst indenfor de seneste 2 år. Også her var der bred enighed blandt ambassadørerne.

Feedback og diskussion

Efter tilbageblikket var det til til at tale lidt nærmere om ambassadørprogrammet.

LG’s melding var, at de sætter stor pris på den feedback, som ambassadørprogrammet giver dem.

Her var jeg faktisk overrasket over, at LG vægter vores tilbagemeldinger, fejlrapporteringer m.m. mindst lige så højt som de blog-indlæg, YouTube-videoer osv., som vi producerer.

Da der tidligere har været lidt tvivl om, hvilke produkter, ambassadørerne får til test, foreslog jeg i denne sammenhæng, at LG tidligt melder ud til alle ambassadører, hvilke nye produkter vi får til test. Så slipper de for at få en masse forespørgsler fra hver enkelt ambassadør.

I den sammenhæng meldte LG også ud, at de ikke er vilde med at sende præ-produktion produkter til ambassadørerne, da de kan være fejlbehæftede – både hvad angår software og hardware. Her må jeg erklære mig enig – jeg vil hellere modtage det færdige produkt et par uger senere end at modtage et produkt, der kan være mere eller mindre fejlbehæftet.

Der var efterfølgende en del forslag til, hvad LG kan gøre bedre i kommunikationen med ambassadørerne og kunder i det hele taget.

Showroom

Herefter var vi en tur i LG’s showroom. Her kiggede vi desværre ikke på 2015-produkter, men på nogle af de produkter, LG har på markedet nu.

Udover vaskemaskiner og køleskabe med indbygget NFC til opdateringer, fik vi også et kig på LG’s helt igennem suveræne 55” buede OLED-tv.

Selv med min begrænsede viden om tv var der i sammenligning med LG’s andre tv-apparater slet ingen tvivl om, hvor vildt OLED-tv’et så ud. Sortniveauet er helt igennem fantastisk – uanset betragtningsvinkel.

Hvis LG’s OLED-tv kan holde kvaliteten – vel at mærke uden burn-in-problemer – har vi her en alvorlig spiller på markedet. Hvis LG kan holde sig foran på OLED-teknologien, har de en reel chance for at rykke gevaldigt på nogle markedsandele.

Jeg håber i hvert fald, at mit aldrende 42″ Panasonic plasma-tv kan holde, indtil OLED-tv i en fornuftig kvalitet er nede i en prisklasse, som jeg har lyst til at betale for et tv (max 7-8.000 kr.).

Ambassadørprogrammet i 2015

Tilbage i mødelokalet i “kælderen” var ambassadørprogrammet og dets udvikling i 2015 på programmet. Vi diskuterede dette ud fra disse overskrifter:

Closer cooperation: LG vil gerne arbejde tættere sammen med os ambassadører.

Focus areas: LG vil gerne fokusere lidt mere på de forskellige ambassadørers fokusområder. Nogen er mere til at tage billeder, andre er til gaming, andre igen fokuserer på design osv. osv.

External information & internal feedback: Selvom LG er glade for blog-indlæg, videoer mm. er det ligeså vigtigt med rapportering tilbage til LG. Både om fejl og forslag til ændringer i produkter. Som nævnt tidligere var det ét af de punkter, jeg var mest overrasket over.

Cooperation agreement: Et punkt som LG-folkene havde været noget spændte på reaktionen på. LG vil nemlig gerne lave en decideret aftale med den enkelte ambassadør. Der er ikke tale om en forpligtende kontrakt, men snarere en ”samarbejdsaftale”, som kan opsiges af begge parter uden varsel. Et vigtigt punkt er, at aftalen ikke er ment som en begrænsning af, hvad ambassadører kan og må – der er stadig næsten frit spil (LG forbeholder sig dog ret til at stoppe samarbejdet med en ambassadør, hvis denne bevidst spreder usandheder om LG).

Samarbejdsaftale

I hovedtræk går samarbejdsaftalen ud på, at både LG og ambassadøren skal leve op til deres ansvar.

LG skal bl.a. leve op til følgende:

  • Levere 2-3 topprodukter til ambassadørerne pr. år – primært smartphones, men det kan også være tablets eller “wearables” (fx ure)
  • Invitere ambassadørerne til forskellige arrangementer
  • Udbrede indhold fra ambassadørerne på forskellige platforme – fx Twitter, hjemmesider osv.
  • Aldrig forsøge at påvirke ambassadørerne til at skrive noget bestemt om LG’s produkter

Tilsvarende skal ambassadørerne bl.a. leve op til følgende:

  • Benytte de seneste LG-produkter i det daglige og rapportere fejl, problemer og forslag til forbedringer
  • Publicere anmeldelser, holdninger, tips/tricks m.m. om produkterne på egen blog, YouTube-kanal, sociale medier osv.
  • Udbrede anden information om LG via ovennævnte kanaler
  • Rapportere den enkelte ambassadørs aktivitet til LG med jævne mellemrum

Lever enten LG eller ambassadøren ikke op til forpligtelserne, kan begge parter opsige samarbejdsaftalen uden varsel.

Da LG præsenterede aftalen, var jeg i første omgang en smule negativt indstillet overfor, at der ligefrem skulle en aftale på bordet. Men ved nærmere eftertanke har jeg faktisk selv tidligere på året udbedt mig en eller anden form for struktur på samarbejdet med LG. Og det har LG nu leveret i form af en samarbejdsaftale.

Så må vi jo bare se, om jeg kan leve op til forventningerne fra LG…  😉

En overraskelse

Selvom jeg hjemmefra havde håbet på, at LG ville have en lille julegave i ærmet, havde jeg ærligt talt ikke regnet med det.

Men efter vi havde talt om samarbejdsaftalen – og alle havde skrevet under – kom der en stor sæk – båret af LG’s Sussi Persson iført nissehue – ind i lokalet.

Da Sussi kom gående ind, var 14 sæt ambassadør-øjne så hårdt fæstnet på sækken – den over skulderen… 😉 – at den var lige ved at revne spontant for øjnene af os.

Julegaven var – som jeg havde håbet – et LG G Watch R til hver af os. Og udover den hårde pakke, var der også en blød pakke i form af en LG hue til de kolde vintermorgener.

Jeg skal nok vende stærkt tilbage med første indtryk, anmeldelser osv. af mit nye, skinnende G Watch R. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at der er tale om noget af en opgradering fra mit “gamle” G Watch.

Det sociale aspekt

Med dagens faglige indhold klaret, stod resten af dagen på øl, mad og bowling. Indkøbsturen blev der alligevel ikke tid til, da vi havde været alt for spørgelystne undervejs.

Det gjorde mig dog ikke noget, da jeg allerede havde klaret alle julegaverne… :-)

Det blev til en dejlig middag med min livret (= buffet) og efterfølgende bowling, hvor jeg dog måtte sidde over pga. en nylig skulderoperation. Men så kunne jo passende stå og komme med dumme kommentarer til de andres spil. Vi har jo hver vores spidskompetencer… 😉

Da aftenen sluttede, blev vi kørt til vores hotel, hvor der efter en godnatbajer (for egen regning!) blev plads til en god nats søvn, inden vi om fredagen blev fløjet eller kørt hjem til vores respektive hjemlande.

Tak til LG for et super arrangement! Jeg glæder mig allerede til næste gang… :-)

P.S. Det er hårdt at være LG-ambassadør!

Share Button