Mere anmeldelse af LG G Watch R

Share Button

SleepTracking

Som opfølgning på mit første indlæg om G Watch R, kommer her lidt mere om mine oplevelser med det snedige ur.

Denne gang handler det bl.a. om de nye ting i Android Wear Lollipop, hvad du kan bruge knappen til og så lidt flere af mine egne erfaringer med brugen af G Watch R.

Kronen der er en knap

Som mange ved, kaldes drejeknappen på siden af et armbåndsur for en “krone” eller “skruekrone”.

Sådan én har G Watch R – og den kan endda dreje! Godt nok kan du dreje til du bliver træt i fingrene, for drejeriet har ingen funktion.

Det har det til gengæld, hvis du trykker på den. En række forskellige funktioner endda – takket være Android Wear Lollipop.

Enkelt-tryk
Når uret er i “dvale”, og du trykker én gang på knappen, bliver skærmen aktiv.

Tilsvarende sættes uret i dvale fra aktiv tilstand med et enkelt tryk.

Dobbelt-tryk
Uanset om uret er aktivt eller i dvale, vil dobbelt-trykket sætte uret i det såkaldte “Cinema mode”.

Denne indstilling betyder, at skærmen går i sort og kun vågner ved tryk på knappen.

Berøring af skærmen har således ingen funktion i “Cinema mode” (når skærmen er sort).

Og det betyder, at denne indstilling – udover biografture – faktisk er super god til fx fysisk udfoldelse, hvor uret er under et ærme eller i vådt vejr. Her er problemet nemlig, at uret ellers bliver aktiveret af fugten fra sved eller regn.

Et enkelt tryk i “Cinema mode” tænder skærmen et øjeblik, hvorefter skærmen igen går i sort.

Et dobbelt-tryk deaktiverer “Cinema mode” og vender tilbage til normal tilstand.

Tredobbelt-tryk”
Alle gode gange tre… For det tredobbelte tryk har også en funktion.

Det sætter nemlig kortvarigt uret i tilstanden “Sunlight mode”, som booster skærmens lysstyrke til det maksimale i nogle få sekunder.

Dette trick virker uanset om uret er aktivt, i dvale eller i “Cinema mode”.

Langt enkelt-tryk”
Der er lige en sidste – jeg har i hvert fald ikke fundet flere…

Et langt tryk på knappen (der ikke er en krone) kalder menuen “Settings” (indstillinger) frem.

Dette er dog kun muligt, når uret allerede er aktivt.

Ønsker til knappen
Selvom det er rigtigt fedt med de nye muligheder, knappen giver, ville det være et ekstra plus, hvis Google i Android Wear app’en på telefonen gav yderligere muligheder.

Hvis nu du alligevel ikke bruger langt tryk eller tredobbelt-tryk, kunne det jo være lækkert selv at indstille, hvad de tryk skal bruges til i stedet.

Fx start af den app, du bruger mest – eller start af et træningspas?

Den funktion ser jeg i hvert fald gerne udviklet.

Android Wear Lollipop

Som nævnt skyldes en del af de nye funktioner på knappen Android Wear Lollipop.

Lollipop til uret giver fuld integration mellem din telefon (med Lollipop) og dit ur, når vi taler om Googles nye “forstyr ikke-koncept”.

Et swipe fra toppen af uret giver nemlig nu adgang til en hel menu, der udover dato og batteristatus indeholder netop styring af Googles “interruptions”. Her kan du så trykke for at skifte mellem “None” (forstyr ikke), “Priority” (kun favorit-kontakter kommer igennem) eller “All” (alle notifikationer tilladt).

Swipe mod venstre fra interruptions giver yderligere adgang til “Cinema mode”, “Sunlight mode” og “Settings”.

Så har du fx det gamle G Watch, kan du stadigvæk bruge disse funktioner – også uden knap.

Mine oplevelser

Her får et par af mine forslag til, hvordan dit G Watch R også kan anvendes.

Betjening med handsker

Kronen – som ikke er en krone men en knap – gør det faktisk muligt at betjene G Watch R med store tykke handsker på.

En morgen på min gåtur til bussen, kom jeg i tanker om noget, jeg skulle huske til vores skiferie.

Så jeg hev ganske enkelt op i ærmet på min jakke, trykkede på knappen og sagde:

“OK Google – Remind me to bring soles for my ski boots” (såler til mine skistøvler).

Herefter “spurgte” uret “When”, hvilket jeg besvarede ganske simpelt med et “Tonight”.

Det resulterede i en reminder kl. 19.00 samme aften. Godt nok sagde den, at jeg skulle huske “tools” i stedet for “soles”, men meningen var jo god nok.

Og samme aften huskede jeg at skrive såler på huskesedlen.

G Watch R som søvn-tracker

På det seneste har jeg kastet mig ud i at bruge mit G Watch R til at overvåge min nattesøvn.

Til det bruger jeg app’en “Sleep As Android“.

Med app’en installeret på telefonen, bliver den tilhørende Wear-app automatisk installeret.

App’en modtager så automatisk information om dine natlige udskejelser fra uret – og bruger denne information til at vurdere, hvor godt du har sovet.

Inden du starter, skal du dog huske at vælge, at du vil bruge dit ur – det gøres i app’ens indstillinger på telefonen.

Jeg har tidligere prøvet “Sleep As Android”, men havde dengang ikke særligt gode erfaringer med den. Men det var også dengang, telefonen skulle ligge ved siden af hovedpuden (= stråling lige i skallen).

Søvn-tracking med G Watch R virker dog umiddelbart rigtigt fint, og jeg har fået nogle fine statistikdata ud af det.

Her er en kort video, hvor jeg viser, hvordan tracking startes direkte fra mit G Watch R:

Men hvad med batteriet?
Efter en hel dag og nat har batteriet normalt omkring 50-55% strøm tilbage. I øvrigt ganske godt sammenlignet med forgængeren.

Så snart jeg vågner og har stoppet søvn-trackingen, slår jeg forbindelsen mellem telefon og ur fra og lægger uret til opladning. Herefter tager det cirka en time at få det ladet op. Min erfaring er, at opladning tager væsentligt længere tid, hvis der er forbindelse til telefonen, da bluetooth tager meget strøm, når afstanden bliver stor (fx når jeg er i køkkenet og uret ligger i laderen i soveværelset).

Så selvom det er underligt ikke at have ur på den time, går det alligevel… 😉

Og hvad med skærmen?
Der er heldigvis ingen problemer med generende lys om natten, så længe der er Lollipop på uret.

Jeg sætter blot mit G Watch R i “Cinema mode” – så er skærmen slukket hele natten (så vidt jeg ved).

Apps vil ikke starte

Jeg har af flere omgange oplevet, at mit G Watch R ikke har villet starte apps.

Ved valg af en app fra enten Wear Mini Launcher eller den indbyggede “launcher”, starter app’en op i et kort glimt og lukker straks derefter.

Efter 4-8 forsøg kan jeg være heldig at få app’en startet.

For et par uger siden var jeg ganske enkelt nødt til at nulstille mit ur, da problemet var blevet for vedholdende – selv efter genstart af uret.

Det tyder altså på, at enten G Watch R eller Android Wear har et problem… :-(

Hakkende performance

Som jeg har nævnt før, var jeg i starten ikke voldsomt imponeret over G Watch R’s hastighed i betjeningen.

Og det er jeg stadig ikke.

Dagligt oplever jeg, at uret halter – til tider langt – efter mine fingre, når jeg betjener skærmen.

Afrunding

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at Lollipop-opdateringen har øget værdien af mit G Watch R.

Den gode integration med “forstyr ikke” og de mange funktioner på knappen er ganske enkelt guld værd.

G Watch R og Android Wear har dog stadig nogle børnesygdomme, som endnu ikke er blevet kureret.

Det er irriterende, at performance halter efter og at apps ikke bare åbner, når jeg ønsker det.

Det til trods er jeg dog overordnet set fortsat glad for mit LG G Watch R! :-)

Share Button