Sådan lægger du Cyanogenmod på LG G2

Share Button

CyanogenMod10-2

En af de mest populære “custom roms” til efterhånden ret mange Android-enheder, hedder CyanogenMod.

CyanogenMod kan i skrivende stund fås til ikke færre end 244 forskellige Android-enheder – såvel smartphones som tablets. Og det er kun de officielt supporterede – derudover er der en lang række enheder, hvortil andre udviklere har lavet en uofficiel udgave af CyanogenMod – ofte med deres egne små tilpasninger.

Men hvad er CyanogenMod for en fisk? Og hvorfor skulle du dog “ødelægge” en fuldt fungerende mobiltelefon for at lægge et styresystem på, som en eller anden nørd har brygget i en kælder?


Custom rom

CyanogenMod er som nævnt indledningsvis en “custom rom”, hvilket i Android-sammenhæng betyder en udgave af Android, der er lavet som alternativ til den version af Android, en enhed er “født med”.

For det er nemlig på de fleste Android-enheder muligt at udskifte styresystemet til et andet. Det kræver blot, at enheden “rootes” – altså at der opnås administratorrettigheder til det “dybereliggende” filsystem, hvor selve Android-styresystemet opbevares.

Fugl eller fisk?

Udgangspunktet for CyanogenMod er den rene, rå Android – altså præcis som Google har udtænkt den.

Men det er ikke helt nok for teamet bag CyanogenMod. De har nemlig igennem de forskellige versioner af Android lagt forskellig ekstra funktionalitet i CyanogenMod. Funktionalitet der har været forskellig fra version til version og fra enhed til enhed.

CyanogenMod har endvidere i mange tilfælde forbedret enhedernes ydeevne, så brugeroplevelsen er blevet bedre.

Vil du gerne se, hvordan CyanogenMod 10.2 ser ud, kan du få et glimt af det, når “Brille” gennemgår det i videoen på Living Smart TV’s anmeldelse af LG G2.

Kælderprogrammering eller…?

CyanogenMod startede måske nok som en enkelt (super)nørds projekt. Men sidenhen er det blevet så meget mere.

Siden starten i 2009 er CyanogenMod blevet udviklet af et stadigt voksende samfund af selvstændige udviklere, der hver især har kastet ressourcer efter at lave den – i deres øjne – perfekte custom rom til Android.

CyanogenMod er derfor ikke længere et “kælderprojekt”, men snarere en værdig konkurrent til de forskellige retninger, som Android tager hos forskellige producenter. Her tænker jeg bl.a. på Samsung TouchWiz, LG Optimus UI, HTC Sense og Sony Xperia UI, der hver især repræsenterer producentens holdning til, hvordan Android skal opleves på en smartphone.

I øvrigt har CyanogenMod sidst i 2013 taget springet til at starte op som “rigtig” virksomhed. Og i den forbindelse er den første smartphone, der er født med CyanogenMod, blevet lanceret: Oppo N1.

Kilde: Wikipedia

Vi skal vel til det…

Som overskriften på dette indlæg siger – vi skal have lagt CyanogenMod på min LG G2.

I min pilottest-anmeldelse af G2 var LG’s version af Android noget af det, som jeg var mindst imponeret over. Ligeledes var hastigheden på G2 heller ikke helt så imponerende som jeg havde håbet.

Læs: Statusområdet fra helvede… og Android i flydende form

Og efter at have brugt Nexus 5, der for en stor dels vedkommende deler hardware med G2, er jeg sikker på, at der kan trækkes mere ydeevne ud af G2 end LG selv har formået med den nuværende firmware.

Trin 1 – Læs

Det første du bør gøre, er at læse grundigt op på, hvad det er, du foretager dig.

Jeg kan umuligt skrive alt, hvad du skal vide om custom roms, rooting, recovery osv. Så her er lidt læsning nødvendigt. Og ja – det foregår på engelsk:

Læs: Generelt om CyanogenMod [engelsk]

Når du er sikker på, at du også ønsker at prøve CyanogenMod, bør du sætte dig ind i, hvad det vil sige at “roote” din enhed (opnå administratorrettigheder) og installere en anden “recovery” (gør det muligt at installere custom rom – sammenlignelig med bios på en PC).

Læs: Wikipedia: “Android rooting” [engelsk]

Læs: XDA-Developers: “Recovery” [engelsk]

HUSK: Selvom du har læst, hvad der kan læses og ved, hvad du giver dig i kast med…så kan det ikke afvises, at du ender med en smartphone, der bedst egner sig som brevvægt. Det hænder nemlig, at der går noget galt i processen og at telefonen bliver “bricked” (= en mursten). Så er du advaret…   😉

Trin 2 – Download

Hov – sprang du lige trin 1 over? 😉

Jeg ved det godt – det er fristende at springe alt den kedelige læsning over og gå direkte til det sjove.

Men tro mig når jeg siger, at det kan være godt givet ud at sætte sig lidt ind i custom roms og hvad dertil hører, inden du kaster dig ud i det.

Jeg har selv prøvet at sidde med en Asus tablet, som jeg troede var helt død på grund af en fejl fra min side, men hvor det til sidst – efter nogle timers kamp – alligevel lykkedes at få den bragt tilbage til livet (efter jeg var blevet godt svedig).

Så…når du har læst på lektien, er det tid til at downloade.

Når du skal hente CyanogenMod, skal du først bestemme dig for, hvor stabil du ønsker din telefon skal være. Du kan nemlig godt hente den allernyeste version (de såkaldte “nightlies”), der bliver færdigbagt (næsten) hver nat. Men så risikerer du også at få diverse fejl med.

Hvis du vil være så godt som 100% sikker på at have en fejlfri mobil, skal du vælge en download, der er markeret som “stable” (stabil).

Jeg anbefaler, at du placerer de downloadede filer i en mappe, der er let at tilgå (altså ikke begravet dybt i filsystemet på din PC) – jeg benytter i dette eksempel mappen “E:\Android-LGG2-Cyanogenmod”.

Download: Oversigt over CyanogenMod-downloads til LG G2 (international version) [engelsk]

Til denne vejledning benytter jeg mig af seneste “stable” version af CyanogenMod – nemlig cm-10.2.0-d802.zip fra 2. december 2013.

Derudover er det også en god idé at hente Google Apps, der af ophavsretslige årsager ikke følger med i CyanogenMod-pakken:

Download: Google Apps [engelsk]

Husk at hente den version af Google Apps, der passer til den hentede udgave af CyanogenMod (i mit tilfælde til “CM 10.2”).

Trin 3 – Installer

Når du har downloadet CyanogenMod, skal du i gang med selve installationen. Til hjælp under installationen er der naturligvis en installationsvejledning:

Læs: CyanogenMod: “How to install CyanogenMod Android for LG G2” [engelsk]

OPDATERING 27. april 2014: Som nogle af mine læsere har bemærket, er der 3 døde links på ovennævnte side. Derfor kan du midlertidigt hente filerne her “hos mig”. Du finder dem nederst i dette indlæg – lige før kommentarerne. Bemærk at du skal gemme alle tre filer uden “.txt” for at få det til at virke!

Nogle Android-enheder kan bruge “CyanogenMod Installer”, der installeres som en app på enheden. Med den installeret, kan hele installationsprocessen med root og installation af CyanogenMod klares i én ombæring.

CyanogenMod Installer er dog ikke tilgængelig for LG G2 på nuværende tidspunkt, så installation må klares på “gammeldaws maner”.

Bemærk: Det er et krav ifm. installationen, at du benytter en Windows PC. Du kan altså ikke lave samme nummer på en computer med fx Mac OS eller Linux.

Trin 3.1 – Installer Android SDK

Før du kan gå i gang, skal du downloade og installere “Android SDK” (Software Development Kit).

Download: Android SDK

Trin 3.2 – Installer LG G2 Drivere

Du skal også installere drivere til LG G2.

Dette skulle gerne ske automatisk, når du forbinder din G2 til din Windows PC med USB-kabel.

Sker det ikke automatisk, kan du hente driverne her:

Download: LG G2 Produktsupport – USB driver

Klik Softwareopdateringer og drivere og klik dernæst DOWNLOAD til USB DRIVER til Windows.

Trin 3.3 – Installer custom recovery

De følgende trin er så godt beskrevet i CyanogenMods vejledning, at jeg blot vil henvise til den.

Læs: CyanogenMod: “How to install CyanogenMod Android for LG G2” [engelsk]

Bemærk: Når du gemmer filen “loki_flash” kan Windows finde på at kalde den “loki_flash.txt”. Husk derfor at slette endelsen “.txt” efterfølgende.

Bemærk at du skal køre adb-kommandoerne i vejledningens trin 7 fra en Windows kommandoprompt (“cmd.exe”). For at få det til at virke, skal du kopiere filerne “adb.exe” og “AdbWinApi.dll” fra det installerede Android SDK (se trin 1.1) til din “arbejdsmappe” – i eksemplet er det “E:\Android-LGG2-Cyanogenmod”.

På min PC fandt jeg “adb.exe” og “AdbWinApi.dll” i følgende mappe: “C:\Users\[brugernavn]\AppData\Local\Android\android-sdk\platform-tools\”. Placeringen kan dog være anderledes på din PC.

Device not found: Får du fejlmeddelelsen “error: device not found”, har du enten ikke slået USB-debugging til på din G2 eller også mangler du de korrekte drivere til Windows (se trin 1.2).

Offline: Får du vist et device efterfulgt af teksten “offline”, har du ikke fået installeret det/de seneste  “Android SDK” (se trin 1.1). Eller også har du fået installeret det rigtige “Android SDK”, men benytter en gammel version af “adb.exe”.

Screenshots til indstillinger på mobil:

Screenshot til vejledningens punkt 7:

Screenshot til vejledningens punkt 11:

Trin 3.4 – Root-adgang

Jeg er ikke helt overbevist om, at dette trin er nødvendigt. Men eftersom jeg kunne konstatere, at min G2 ikke havde korrekt root-adgang efter trin 3.3, skader det i hvert fald ikke at tage det med. Du kan altså benytte det efter behov.

Følg nedenstående trin for at opnå root-adgang (administrator-adgang) til din G2:

  1. Åbn denne side: XDA Developers-tråd [engelsk]
  2. Følg linket hvor der står “Okay, where do I get this?” og download zip-filen ved at klikke på linket øverst i tråden.

Følg 6-trins-vejledningen i den første tråd. Vi har allerede styr på trin 1-2 fra tidligere, og du kan se bort fra trin 5-6, da det også fremgår, når filen “root.bat” bliver kørt.

Screenshot til root-adgang:

Trin 3.5 – Recovery-installation af CyanogenMod

Her vi jeg igen henvise til CyanogenMods egen vejledning:

Læs: CyanogenMod: “How to install CyanogenMod Android for LG G2” [engelsk]

Nærmere bestemt afsnittet “Installing CyanogenMod from recovery”.

Jeg har et par kommentarer til vejledningen:

Punkt 1: Vi har allerede hentet den ønskede udgave af CyanogenMod i trin 2.

Punkt 2: Jeg havde ikke held med at kopiere filen “cm-10.2.0-d802.zip” indeholdende CyanogenMod til G2, når den var i recovery. Derfor genstartede jeg tilbage til almindelig Android og foretog kopieringen via Windows stifinder. Dette kan gøres ved at tilslutte G2 som medieenhed via USB. I samme åndedrag kopieres også de hentede “Google Apps” til G2’s interne hukommelse.

Punkt 3: I stedet for at lave tricket med knapperne på G2, kan du genstarte til recovery med kommandoen “adb reboot recovery”, der køres i en kommandoprompt.

Punkt 4: Hvis du evt. ønsker at vende tilbage til LG’s brugergrænseflade igen, kan det være en god idé at tage en backup.

Punkt 5: Dette trin tager rigtigt lang tid (“Formatting /cache”) – for mig tog det omkring 10 minutter, før den var færdig. Men det er åbenbart normalt for G2, at det kan tage op til 15 minutter.

 Screenshots til installation af CyanogenMod:

Klar til brug

Har du gennemført alle ovenstående trin “efter bogen”, bør du have en G2, som kører CyanogenMod.

Er det ikke helt gået som planlagt – eller er du i tvivl om noget i vejledningen – er du meget velkommen til at skrive en kommentar. Så vil jeg svare tilbage hurtigst muligt – og gøre hvad jeg kan for at hjælpe!!!

God fornøjelse med CyanogenMod på din LG G2! 🙂

Share Button

Download vedhæftninger