Et døgn med LG G Watch

Share Button

LG G Watch på armen

Så lykkedes det at få LG G Watch ind af døren – efter lidt udfordringer med at få det vristet fra PostDanmark… 😉

I går eftermiddags kunne jeg pakke herligheden ud og begynde at lege.

Så her er mine oplevelser, udfordringer og erfaringer med G Watch i det første godt og vel et døgn, det har siddet trygt og godt på mit venstre håndled.


Sammenligningsgrundlag

I starten af året købte jeg et Pebble Steel, som jeg ret hurtigt solgte igen (for samme beløb, som jeg havde givet for det). Ikke fordi jeg var utilfreds med uret, men fordi Android Wear blev præsenteret.

Som Android-fan blev jeg enig med mig selv om, at det rigtige måtte være at vente på Wear-platformen.

Med udgangspunktet i mit (korte) ejerskab af et Pebble-smartwatch, kommer jeg til at sammenligne G Watch med Pebble Steel et par gange i dette indlæg.

Design og kvalitet

Ud fra pressebilleder og anmeldelser på nettet, havde jeg ikke de store forventninger til G Watch. Det umiddelbare indtryk var, at designet i bedste fald var kedeligt.

Men G Watch i hånden – og på armen – føles og ser ud som et rigtigt kvalitetsprodukt.

Selvfølgelig er designet på det nyligt præsenterede (og runde) G Watch R noget lækrere, men da der (næsten) kun er designet til forskel, er jeg ikke sikker på, at jeg ville vente på det, hvis jeg havde et ønske om at købe et Android Wear-produkt lige nu.

Jeg er rigtigt glad for størrelsen på G Watch. Da jeg fik mit Pebble Steel, synes jeg faktisk, at det var for lille – det blev en smule “fimset” efter min mening. Det er heldigvis slet ikke tilfældet med G Watch, der efter min mening har en god størrelse til en “mandearm”.

LG G Watch Bagside

Første opstart

Hvis du ikke gider at læse quick start-guiden, kan det tage lidt tid at finde ud af, hvordan du tænder G Watch. For det har nemlig ingen knapper, du kan klikke løs på. Og berøring af skærmen giver heller ikke noget resultat.

For at tænde G Watch, skal du lægge det i den medfølgende docking station, der er omtrent samme størrelse som selve urkassen. Strøm til dock’en og vupti – G Watch starter op.

Når uret er startet, skal du parre det med Android-app’en Android Wear, som findes til alle mobiler, der kører Android 4.3 eller nyere. Det gør Nexus 5, som jeg bruger, heldigvis.

Ibrugtagning

Efter parring er G Watch klar til brug. Og her var jeg noget overrasket:

For G Watch kan i udgangspunktet nærmest ingenting. Der er ingen menuer, som du kan blæse rundt i eller præinstallerede apps, som du kan lege med. Det er virkelig en tom skal – eller sådan virkede det i hvert fald på mig.

For hvis du vil have en rigtig menu, skal du selv sørge for at installere den. Og her kan jeg anbefale app’en Wear Mini Launcher, som samler alle apps på uret i en menu som på en gammel Nokia- eller Sony-mobil. Men det virker! Og den giver også et par genveje til at gøre din mobil lydløs, tænde/slukke for wifi m.m.

Android Wear giver dig som udgangspunkt kun mulighed for at se notifikationer fra din telefon samt “kort” fra Google Now. Øvrige apps (udover basale urfunktioner og et kompas) kan du finde og installere fra Google Play (søg på “Android Wear”).

Stemmestyring

G Watch giver dig mulighed for at stemmestyre en mængde forskellige ting.

For eksempel:

  • Take a note drink more water”
  • Remind me to go for a run at 7 am”
  • Show me my steps”
  • Start stopwatch

Og der er mange flere muligheder. Udgangspunktet er dog, at det hele foregår på engelsk – eller ét af de andre sprog, som Google understøtter. Og dansk er desværre ikke ét af dem.

Men selvom dansk blev en mulighed, ville jeg nok ikke i alle tilfælde synes, det var lige fedt at tale til mit ur. Men i nogle situationer ville det helt sikkert give mening.

Så længe dansk tale ikke understøttes er det efter min mening en nødvendighed at have førnævnte “Wear Mini Launcher” installeret, så det er let at starte apps på uret.

En “sjov” detalje er i øvrigt, at sproget på din telefon skal være indstillet til engelsk for at de fleste af stemmekommandoerne fungerer i praksis. Så hvis du oplever, at resultaterne af dine anstrengelser på engelsk blot bliver besvaret med en Google-søgning, er det fordi, systemsproget på din telefon ikke er engelsk.

Notifikationer

Notifikationer på G Watch kommer lige så diskret frem i bunden af uret og ledsages af en svag vibration – nogen gange lidt for svag, da vibrationen flere gange er gået ubemærket hen, selvom jeg har være nogenlunde stillesiddende.

LG G Watch Notifikation i bunden af skærmen

Men det geniale ved G Watch – i modsætning til Pebble – er, at notifikationerne er helt integreret med notifikationerne på din telefon.

Når du afviser en notifikation på dit G Watch, forsvinder den også på telefonen. På mit Pebble Steel skulle jeg først afvise den på uret og derefter på telefonen. Det var der ikke meget integration ved.

Afvisning af notifikationer foregår helt enkelt ved et swipe fra venstre mod højre. Og ønsker du i stedet at se yderligere muligheder ved den enkelte notifikation, skal du blot swipe den anden vej.

LG G Watch Notifikation i fuldskærmsvisning

Integration til Google Apps

Det siger sig selv. Android Wear er naturligvis optimeret til Googles egne apps – eller rettere omvendt.

Hvis du fx starter navigation via Google Maps, starter dit ur også automatisk navigationen. Ønsker du ikke, at uret skal lege med, kan du blot afvise “notifikationen” med et swipe.

Tilsvarende er der tæt integration med Google Keep, Google Now, Google Kalender, Google Hangouts, Gmail osv.

Under et møde i dag oplevede jeg i øvrigt for alvor styrken ved Android Wear. Ambassadørfruen sendte en SMS og bad mig ringe, når jeg havde mulighed for det, hvorefter jeg – via G Watch-integrationen til Hangouts – kunne sende et kort svar med teksten “OK”.

Skærmen

Du kan kun interagere med G Watch på én måde – via skærmen. I hvert fald hvis vi lige ser bort fra talestyringen.

Jeg har ikke noget at udsætte på opløsning og klarhed på skærmen. Opløsningen er ikke på højde med full HD-mobiler, men den er langt bedre end den kornede opløsning, jeg oplevede på Pebble Steel.

Til gengæld lader læsbarheden i direkte sollys meget tilbage at ønske. Her banker Pebbles (sort/hvide) ePaper-skærm G Watch’s IPS-skærm til enhver tid.

Berøringsresponsen på skærmen er i øvrigt ganske fin.

Batteritid

I dag tog jeg mit G Watch ud af opladeren omkring kl. 7.00 i morges. I skrivende stund (kl. 22:30) er der 44% af batteriet tilbage.

Eftersom det er første dag, har jeg naturligvis rodet meget mere med G Watch, end jeg ville gøre på en tilsvarende dag om en måned. Og desuden har jeg haft skærmen tændt hele dagen – den kan også sættes til at slukke af sig selv, hvis du kan leve med det (jeg kan ikke).

Så på det grundlag synes jeg faktisk, at batteriforbruget har været ok. Jeg havde faktisk forventet, at det var meget værre.

Der er naturligvis et stykke vej til en uges batteritid, som jeg kunne opnå med mit Pebble Steel. Men skærmtypen er naturligvis altafgørende i den forbindelse.

Udover at uret suger på eget batteri, har jeg en fornemmelse af, at G Watch har trukket lidt ekstra ressourcer på min Nexus 5’s batteri i løbet af dagen.

Opsamling

Som sædvanligt fra min hånd, blev det et halvlangt indlæg. Jeg håber dog, at du har hængt på så længe… 😉

Som du kan læse, er jeg positivt overrasket over G Watch. Der er derfor ingen tvivl om, at det kommer til at sidde på mit håndled i et godt stykke tid fremover.

G Watch og Android Wear er ikke perfekte løsninger på nuværende tidspunkt. Specielt savner jeg muligheden for at snakke dansk til uret, når nu stemmestyring er en så integreret del af Android Wear.

Skærmens evner i sollys er ganske enkelt også for ringe på et stykke værktøj, der skal sidde på dit håndled “24/7”.

Dette døgns erfaringer er ikke tilstrækkelige til at kaste en endelig dom over G Watch, så når jeg har haft lejlighed til at bruge det i længere tid og dermed vurdere det lidt nøjere, kan du regne med mere om G Watch fra min hånd.

Pas på dig selv så længe!

LG G Watch i hånden

Share Button